Horesta

 

Ansættelsesbeviser

Persondata i ansættelsesforholdet

Arbejdsgivers indsamling og brug af personoplysninger om jobansøgere og medarbejdere spiller en stigende rolle på arbejdsmarkedet.

Det er vigtigt, at arbejdsgivere er opmærksomme på de regler, der gælder om håndtering af personligoplysninger om jobansøgere, ansatte og tidligere ansatte.

Persondataloven fastlægger, hvordan arbejdsgivere og andre må behandle personoplysninger. Det er umuligt, som arbejdsgiver, at undgå at blive omfattet af persondataloven, og netop derfor er det et område, som arbejdsgivere skal have fokus på.

Persondatalovens anvendelsesområde



Persondataloven gælder for enhver elektronisk behandling af oplysninger om fysiske personer. Manuel behandling er dog også omfattet, når oplysningerne indgår i et register eller udsættes for ikke-elektronisk systematisk behandling f.eks. i fysiske personalesager og ringbind. Loven dækker derfor bl.a. indsamling, brug, registrering og videregivelse af oplysninger, der kan henføres til en identificeret eller identificerbar fysisk person.

Loven er konstrueret således, at en behandling af personoplysninger altid skal overholde en række almene principper og derudover have specifik hjemmel i et af de særlige behandlingsgrundlag afhængig af de behandlede oplysningers karakter. Du kan læse mere om de almene principper ved enhver behandling af personoplysninger under ”De fem grundprincipper”.

Der gælder forskellige regler afhængigt af, om der er tale om behandling af almindelig eller personfølsomme oplysninger.

Læs mere om almindelige oplysninger og arbejdsgivers behandling af disse oplysninger under punktet ”Almindelige personoplysninger”.

Læs mere om personfølsomme oplysninger og arbejdsgivers behandling af disse oplysninger under punktet ”Personfølsomme oplysninger”.

Det er desuden vigtigt at være opmærksom på, at bestemmelser i særlove kan begrænse adgangen til at indsamle, registrere eller i øvrigt behandle følsomme oplysninger. Dette vil efter omstændighederne kunne være tilfældet med lov om brug af helbredsoplysninger på arbejdsmarkedet og lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race, religion m.v.

Som arbejdsgiver er det derudover værd at bemærke, at persondataloven pålægger arbejdsgiver en informationspligt overfor sine medarbejdere. Du kan læse mere om arbejdsgivers informationspligt under punktet ”Arbejdsgivers informationspligt”.

Loven finder anvendelse på arbejdsgivers behandling af oplysninger relateret til såvel jobansøgere som medarbejdere. Du kan læse mere om behandling af oplysninger vedrørende jobansøgere under punktet ”Jobansøgere”.

Januar 2016

 

login  



Få et login/password >Har du glemt dit password? >

Nyhedsbrev

Tilmeld dig HORESTAs nyhedsbrev og hold dig opdateret på branchenyt, lovgivning, arbejdsret, fødevarer og miljø
Tilmeld nyhedsbrev >