Horesta

 

Nyheder

HORESTA roser minister: ”Undersøgelse af bookingportaler er nødvendig”

Branchenyt09. mar 2018

De danske hoteller er udfordret af online bookingportalernes prisklausuler, der hæmmer deres mulighed for at tilbyde f.eks. lavere priser via hotellernes egne websites end den pris, der fremgår hos bookingportaler som Booking.com og Expedia.

Derfor roser HORESTA nu, at erhvervsminister Brian Mikkelsen i dag har bedt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen analysere konkurrencesituationen blandt hotelbookingplatforme.

På tværs af Europa har myndighederne i en række lande grebet ind med lovforbud mod netop disse konkurrencebegrænsende klausuler. Over halvdelen af hotelværelserne i Europa er nu omfattet af et forbud mod prisklausulerne, enten fordi de nationale myndigheder har forbudt dem ved lov eller som følge af domstolsafgørelser.

Danmark bør følge den europæiske udvikling på området, lyder det fra HORESTA, som nu glæder sig over, at erhvervsminister Brian Mikkelsen nu vil have analyseret området.

”Lande som Tyskland, Frankrig og Italien har allerede sat ind over for bookingportalerne for at sikre hotelvirksomhedernes frihed til at prissætte deres værelser billigere på eget website. Vi har at gøre med et marked, hvor tre aktører sidder på over 90 pct. af det europæiske marked, og efter vores opfattelse udnytter denne markedsdominans ved at kræve begrænsende klausuler på en række områder i kontrakterne med hotellerne. Vi mener derfor, at myndigheder er nødt til at skride ind for at sikre, at portalerne ikke fortsætter med at misbruge denne dominans”, siger Katia K. Østergaard, adm. direktør i HORESTA.

Hun tilføjer, at HORESTA længe har præsenteret problemstillingen for skiftende erhvervsministre, og hun glæder sig således over, at erhvervsminister Brian Mikkelsen nu tager affære.

Værdiløs imødekommelse fra portalerne

Sidste år indgik de store aktører Expedia og Booking.com en aftale med konkurrencemyndighederne, som gav hotellerne mulighed for at have forskellige priser på forskellige bookingportaler, men det giver HORESTAs adm. direktør ikke meget for. Hotellerne skal nemlig kunne prissætte værelserne billigere også på deres eget website uden indblanding fra eksterne samarbejdspartnere.

”Vi ønsker en situation, hvor hotellerne frit må prissætte deres værelser på eget website uden begrænsende prisklausuler. Portalerne opkræver i forvejen store kommissioner for deres tjenester, og hotellerne har i praksis ikke anden udvej end at betale på grund af de internationale aktørers markedsdominans”, siger Katia K. Østergaard.

I 2012 betalte de danske hoteller kr. 250 mio. i kommissioner til bookingportalerne. I 2016 var dette beløb næsten fordoblet til kr. 475 mio. Det svarer til 3,3 pct. af den samlede hotelomsætning i Danmark.

Læs pressemeddelelsen fra Erhvervsministeriet her.

Du kan høre HORESTAs adm. direktør i Radioavisen om sagen her (efter 4:48).

 

Kommentarer