Horesta

 

Nyheder

Hvad betyder en strejke/lockout for din virksomhed?

Branchenyt22. mar 2018

Vi er måske kun et par uger fra en storstrejke og lockout på det offentlige arbejdsmarked. Men må gæster afbestille møder, kurser, konferencer og lignende på grund af en strejke eller lockout? Og kan de gøre det uden at betale en del af beløbet?

HORESTAs erhvervsjuridiske chef Kaare Friis Petersen siger:

”Man må som udgangspunkt se på parternes aftale. Hvis der er aftalt en afbestillingsfrist, vil kunden under alle omstædigheder - hvis muligt - være forpligtet til at afbestille i overensstemmelse med fristen, hvis de kan se, at en strejke eller lockout forhindrer dem i at gennemføre arrangementet”, siger han.

Force majeure

Hvis parterne ikke har aftalt afbestillingsregler, eller tidsrammen i aftalen ikke kan overholdes, kan reglerne for afbestilling ved force majeure komme i spil. Her vil man se på, hvilke kutymer, der er i branchen.

HORESTA har afspejlet branchens kutyme i regelsættet, ”Hvad man bør vide... – når fester, møder og konferencer skal holdes i byen”, og af denne fremgår det i § 19, at:

”Ved helt ekstreme forhold uden for parternes kontrol (force majeure) kan afbestilling/aflysning ske vederlagsfrit”.

Det vil sige, at både hotel og kunde kan hhv. aflyse/afbestille, hvis der foreligger årsager, som kan defineres som force majeure.

”Der kan argumenteres både for og imod, at den foreliggende situation indebærer en sådan "force majeure"-situation, men argumenterne for vil formentlig veje tungest. Der er tale om en landsomfattende konflikt, der har en sådan karakter, at den enkelte bestiller ikke kan forventes at have været forberedt på det. Branchekutymen indebærer således, at kunden, som er direkte ramt af konflikten, formentlig vil kunne aflyse arrangementet uden at pådrage sig erstatningsansvar,” fortæller Kaare Friis Petersen.

Force majeure skal dog bedømmes i forhold til den enkelte kunde. Påberåbelse af force majeure bør ikke kunne ske, hvis det f.eks. kun er en mindre del af de medarbejdere, som skulle deltage i et arrangement, som er omfattet af en given strejke eller lockout.

For god ordens skyld bemærkes, at konflikten pr. dags dato alene er varslet. Aflyser kunden et arrangement under henvisning til de afgivne konfliktvarsler, men træder konflikten ikke i kraft, vil det være kunden, som bærer risikoen for, at afbestilling er sket uden at betingelserne forelå, og kunden vil dermedkunne bliver erstatningsansvarlig.

Løbende kontrakter

De ovennævnte branchekutymer gælder ikke for løbende kantine- eller rengøringskontrakter på offentlige institutioner mv., som rammes af strejke eller lockout. Om strejke/lockout vil kunne påberåbes som force majeure i forhold til opfyldelse af en løbende kontrakt, vil komme an på en konkret vurdering af, hvilken ydelse den pågældende kunde skal levere. Det vil således have betydning, om kantine- eller rengøringsleverandøren modtager en fast pengeydelse for at drive kantinen, eller om omsætning og fortjeneste afhænger af, om der kommer kunder og i givet fald hvor mange kunder, der i kontrakten er forudsat.

Virksomhedens retsstilling over for egne medarbejdere

Driver man en virksomhed, som ikke direkte bliver ramt af strejken eller lockout gælder andre regler. Hvis for eksempel en privat arbejdsgiver, som driver kantine eller rengøring på en offentlig institution, hvor der lukkes for undervisning pga. en varslet konflikt/lockout – kan virksomheden kun afskedige eller hjemsende de ikke konfliktramte medarbejdere ud fra medarbejdernes individuelle opsigelsesvarsel.

 

For yderligere information kontakt:

Kaare Friis Petersen

Erhvervsjuridisk chef,
Erhvervsjura
Tlf.: +45 35 24 80 80k.petersen@horesta.dk

Kommentarer