Horesta

 

Nyheder

Dyre hoteller påvirker kinesisk turismevækst

07. dec 2017

Danmark og Kina har i hele 2017 haft et fælles samarbejde – et såkaldt turismeår – for at få flere turister til at rejse mellem de to lande. China National Tourism Administration, Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet og VisitDenmark har i fællesskab gennemført en række initiativer for at knytte tættere bånd mellem landene.

Fra begyndelsen har det været ambitionen at øge antallet af kinesiske overnatninger i Danmark med 40 procent fra 2016 til 2018. Væksten har blot været på én procent fra januar til august i 2017, så det kinesiske turistboom er forsinket – og med et godt stykke op til den ønskede vækstrate.

”Vi har hele tiden vidst, at de store stigninger først ville ske i år to og tre. Vi har lavet en masse aktiviteter, hvor vi har fortalt kineserne om Danmark. Det er først sket i løbet af 2017, så det bliver i løbet af 2018 og 2019, at det får størst effekt,” siger Flemming Bruhn, VisitDenmarks markedschef for Kina, til standby.dk. Han forklarer, hvorfor der ikke har været den ønskede effekt.

”Jeg ville alligevel have forventet, at der var en større vækst. Men vi har været ramt af, at København har haft en stor kapacitetsudnyttelse gennem hele året, som har gjort, at hotelpriserne er røget i vejret. Det har betydet, at de kinesiske turoperatører har lagt mange rejser om, fordi kinesiske turister altid kommer forbi Danmark på Norden-turene.”

 

Kommentarer