Regeringen har med sit forslag til finansloven 2026 besluttet at forhøje tilskuddet til Bocuse d’Or og Kokkelandsholdet. Midlerne løber frem til 2029 og finansieres gennem en kombination eksisterende og nye bevillinger. De nye hentes over finansloven og regeringens Mad- og Gastroreserve.
Bocuse d’Or og Kokkelandsholdet kan således se frem til en samlet bevilling på 5,5 mio. kr. i årene 2026, 2027 og 2028 og 4 mio. kr. i 2029. Pengene skal medvirke til at understøtte dansk gastronomi og de unge danske kokketalenters deltagelse i internationale konkurrencer.
Ifølge Jacob Jensen (V), Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri skal midlerne gå til både Bocuse d’Or, verdens mest prestigefyldte kokkekonkurrence, og Kokkelandsholdet, der samler nogle af Danmarks dygtigste kokke.
Møder stor glæde fra branchen
Hos HORESTA glæder man sig over, at regeringen med finanslovsaftalen sender et klart signal om, at gastronomien er et område, hvor Danmark skal være i front.
”Vi er utrolig glade for, at der nu kommer en markant og langsigtet bevilling, som rækker helt frem til 2029. Danmark har en helt unik position og talentmasse inden for gastronomien, og med denne opbakning får vi mulighed for at understøtte kokkenes arbejde og udvikling på allerhøjeste internationale niveau,” siger Jeppe Møller-Herskind, konstitueret adm. direktør i HORESTA.
Han understreger samtidig, at bevillingen ikke kun styrker branchen, men også bidrager til at markedsføre Danmark som et gastronomisk fyrtårn for både danskere og udenlandske gæster.
”Når Danmark klarer sig så stærkt ved verdens mest anerkendte konkurrencer, giver det ikke bare stolthed herhjemme. Det tiltrækker også gæster fra hele verden. Gastronomi er en central del af vores turisme og vores brand som nation, og den her bevilling vil være med til at fastholde og udbygge den position,” siger Jeppe Møller-Herskind.
Glæden bestyrkes yderligere af, at turismens minister Morten Dahlin (V) for blot en uge side annoncerede, at man vil investere 40 mio. kr. i dansk gastro-turisme. Midlerne gives der fra en turismepulje på 200 mio. kr., hvor de resterende midler snart fordeles ud.
Gastronomien løfter branchen
Bocuse d’Or og Kokkelandsholdet har gennem årene ikke blot leveret resultater på højt konkurrenceniveau. De har også været med til at udvikle og brande hele erhvervet, inspirere nye generationer af kokke og bidraget til innovation i fødevaresektoren.
Med den nye finanslovsaftale sikres de økonomiske rammer til, at Danmark fortsat kan være med i front, når det gælder gastronomi og talentudvikling – og samtidig styrke landets attraktivitet som destination for gastro-turisme.
Danmarks deltagere er blevet nr. 1 eller 2 ved 7 af de seneste 10 globale Bocuse d’Or-konkurrencer.
Foto: Mathilde Thykier, Bocuse d'Or Lyon 2025
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Booking.com får millionbøde for skjulte gebyrer
02-09-2025
-
HORESTA: Sommeren gav stærk højsæson
02-09-2025
-
Tre danske hoteller kan få Michelin-nøgler
02-09-2025
-
Minister lover handling på høje affaldsgebyrer
02-09-2025
-
McDonald’s satser på lavpris med relancering
02-09-2025
-
Ny hotelchef vil løfte Copenhagen Plaza
02-09-2025
-
Debat: Midtjylland mangler taxaer til turister
02-09-2025
-
Radisson indfører ny global betalingsplatform
02-09-2025
-
Amerikanske turister valfarter til Odense
02-09-2025
-
AI i drive-thru skaber udfordringer for Taco Bell
02-09-2025