Virksomheder i hotel- og restauranterhvervet risikerer fremover at miste deres bevillinger på et meget løst grundlag. Det mener HORESTA, efter at regeringen i dag har fremlagt en handlingsplan mod racisme. 

Som led i planen er regeringen parat til at lade sager om diskrimination indgå i vurderingen, når virksomheder skal have fornyet deres bevillinger. Med andre ord vil en diskriminationssag tabt i Ligebehandlingsnævnet kunne få som konsekvens, at for eksempel en restaurant, bar eller natklub vil være tvunget til at lukke.

Det vækker dyb bekymring i HORESTA.

”Regeringen skyder gråspurve med kanoner, og man efterlader en hel branche i et retssikkerhedsmæssigt limbo,” siger HORESTAs konstituerede adm. direktør, Jeppe Møller-Herskind.

Han medvirkede fredag aften i TV avisen på DR1 og udtalte sig om sagen. 

Se indslaget her

Ligebehandlingsnævnet opererer med omvendt bevisbyrde. Det betyder, at det er den anklagede, som skal bevise sin uskyld. Hvis en person klager over at være blevet afvist på en natklub, restaurant eller hotelbar, skal restauratøren med andre ord modbevise påstanden, og det er ofte helt umuligt.

”Mange restaurationsvirksomheder er begyndt at videodokumentere deres sikkerhedsarbejde for at skabe yderligere tryghed i og omkring deres virksomheder. Men disse optagelser må de på grund af lovgivningen ikke gemme i mere end 30 dage. Det betyder, at videomaterialet for længst er slettet, når Ligebehandlingsnævnet flere måneder efter episoden begynder at behandle sagen,” siger Jeppe Møller-Herskind.

Han gør opmærksom på, at loven pålægger restauratører at sikre ro og orden. Mange gæster bliver afvist i døren, fordi de har en aggressiv og truende attitude.

”Resultatet af regeringens handlingsplan kan blive, at restauratører af frygt for at blive beskyldt for diskrimination vil skrue ned for det forebyggende arbejde. Deres pligt til at sikre et trygt miljø risikerer at blive sekundær i forhold til at undgå en sag om diskrimination, og det kan desværre resultere i et mere utrygt miljø i blandt andet nattelivet,” siger Jeppe Møller-Herskind.

Støtter kampen mod diskrimination
HORESTA og mange af nattelivsvirksomhederne bakker op om initiativer imod diskrimination. Senest gennem Københavns Kommunes ”Charter for et natteliv uden diskrimination”.

”Vi støtter fuldt ud kampen mod racisme og enhver form for diskrimination i nattelivet. Men vi bliver nødt til at værne om retssikkerheden og sikre, at restauratører kan bevare ro og orden i deres virksomheder uden at frygte for at miste deres bevilling og dermed deres forretningsgrundlag,” fastslår Jeppe Møller-Herskind.

Han har samtidig svært ved at se sammenhængen mellem den nye handlingsplan og regeringens plan for tryghed i nattelivet med primært fokus på kvinder.

”De to initiativer modarbejder hinanden. Man kan ikke på den ene side skabe et tryggere natteliv og på den anden side true restauratørerne med at få frataget deres bevillinger, hvis de afviser potentielle uromagere i døren,” siger Jeppe Møller-Herskind.

Flere Airbnb-overnatninger kræver handling

Den kraftige vækst i korttidsudlejning via Airbnb og lignende platforme kalder på strammere regulering, mener HORESTA. Nye tal viser, at onlineudlejning steg med 19,6 pct. i tredje kvartal af 2024, mens hotelovernatninger kun voksede med 2,8 pct.

Log ind