Der er lige dele realisme og optimisme at spore blandt landets restauranter, når blikket rettes frem mod et samlet 2026.

I HORESTAs seneste medlemsundersøgelse vurderer 44 pct. af restauranterne på landsplan deres generelle økonomiske situation som enten positiv eller meget positiv. 26 pct. betegner situationen som neutral, mens 25 pct. har en negativ vurdering af egen økonomiske situation.


Tallene peger på en branche, hvor mange restauranter klarer sig fint – men hvor en betydelig andel også fortsat oplever pres. Presset på branchen er bl.a. et resultat af de seneste års inflation med stigende råvare- og energipriser til følge. 

Forskelle i og udenfor storbyen
Kaster man et blik på restauranter i og uden for hovedstaden er der også forskelle at spore. I København vurderer halvdelen af restauranterne (50 pct.) deres økonomi som positiv eller meget positiv, mens 28 pct. betegner situationen som negativ eller meget negativ.

Uden for hovedstaden svarer 39 pct., at situationen er positiv eller meget positiv, mens 22 pct. vurderer den som negativ.

”Restaurationsbranchen har været igennem flere år med markante omkostningsstigninger, hård konkurrence og en fortsat mangel på arbejdskraft. At en overvejende del af restauranterne alligevel vurderer deres økonomi som positiv, vidner om en stærk omstillingsevne og en vilje til at tilpasse forretningen,” siger Nadeem Wasi, medlemschef i HORESTA.

Positive forventninger til omsætningen
Mens spørgsmålet om restauranternes vurdering af egen økonomi er udtryk for et øjebliksbillede, er der også håb at spore i restauranternes forventninger til omsætningen i 2026. 

I København forventer 67 pct. af restauranterne fremgang i omsætningen i 2026. Størstedelen forudser en vækst i niveauet 1–9 pct., mens kun 7 pct. forventer tilbagegang. Uden for København forventer 62 pct. stigende omsætning, mens 20 pct. her forventer faldende omsætning.

Samlet set peger tallene på, at et flertal af restauranterne forventer vækst i det år, vi nu så småt har taget hul på – om end med geografiske forskelle.

”Restaurationsbranchen er kendetegnet ved relativt små marginer og høj dynamik. Når et flertal forventer stigende omsætning i 2026, er det et signal om, at efterspørgslen fortsat er høj. Men vi befinder os også i en tid, hvor restauranterne skal være omstillingsparate, og hvor effektiviseringer er en nødvendig forudsætning for en positiv drift,” siger Nadeem Wasi.

Undersøgelsen bekræfter dermed et nuanceret billede af den danske restaurationsbranche: En branche, der mærker en stigende interesse for den danske madscene, men som samtidig driver forretning i et marked præget af stigende omkostninger og skarp konkurrence.

Nadeem
Medlemschef
Nadeem Wasi

Stjernespækket dommerpanel er klar til Årets Kok 2026 i Herning

Når finalisterne til Årets Kok 2026 går i køkkenet til fødevaremessen Foodexpo i næste måned, bliver de vurderet af nogle af verdens bedste kokke. Et stjernespækket dommerpanel står klar til at bedømme finalisternes præstationer, og sammen skal de finde Danmarks bedste kok.

Sunset Boulevard åbner restaurant nr. 47

Fastfoodkæden Sunset Boulevard udvider med en ny restaurant ved Hammelev nær Vojens. Åbningen skaber omkring 30 lokale arbejdspladser. Ambitionen er at tiltrække både pendlere og lokale gæster.

Nyt brancheinitiativ skal styrke elever i branchen

Omkring 100 elever deltog i den første udgave af Fremtidens Fundament på Hotel Nyborg Strand. Målet er at fastholde unge i hotel og restaurationsbranchen gennem inspiration og personlig udvikling. HORESTA samarbejder om indsatsen.

Log ind