HORESTA består af både en arbejdsgiverorganisation og en brancheorganisation. Førstnævnte får nu ny formand på Bornholm i form af Christian Froberg, indehaver af Ekkodalshuset. Det står klart efter et konstituerende bestyrelsesmøde i sidste uge.

Christian Froberg ser frem til at fortsætte organisationens indflydelsesrige arbejde.

”Jeg er glad for medlemmernes tillid og jeg ser frem til det fortsatte arbejde med at italesætte erhvervets udfordringer på Bornholm og forbedre branchens vilkår. Det er vigtigt, at vi som branche står sammen og i fællesskab løser de udfordringer, som erhvervet lige nu står over for. Det glæder bl.a. på arbejdskraftområdet og ikke mindst får talt vores erhverv op, så endnu flere unge mennesker ser en fremtid her,” siger Christian Froberg.

Benny Schou fortsætter som formand for HORESTA Brancheforening på Bornholm, hvor Lone Kirk fra Hotel Skovly og Line Juhl Kronow fra Danhostel i Sandvig er nye ansigter i bestyrelsen.

Borgmesteren drøftede turismen med HORESTAs bestyrelse

Foruden konstituering på bestyrelsesmødet blev der også lejlighed til at drøfte turisme og oplevelser med borgmester Jacob Trøst (KF). Han indledte med sit syn på erhvervet og understregede den store økonomiske betydning for Bornholm både direkte og indirekte.

HORESTA-medlemmerne fik herefter mulighed for at drøfte vigtige emner for turismeerhvervet med borgmesteren. Her var arbejdskraft, den offentlige transport på øen, god og tilgængelig natur og ønsket om et øget færgekapacitet blandt de emner, som medlemmerne tog op med borgmesteren.
HORESTA Bornholm ser frem til det fortsatte samarbejde med Jacob Trøst.

Oversigt

HORESTA Arbejdsgiver Bornholm består nu af formand Christian Froberg, næstformand Gabriella Jantzen, Restaurant Le Port og bestyrelsesmedlem Michael Wolfsberg, Hotel Gudhjem.

HORESTA Brancheforening Bornholm udgøres nu af formand Benny Schou, næstformand Christian Froberg samt bestyrelsesmedlemmerne Michael Wolfsberg, Hotel Gudhjem, Pernille Lydolph, Destination Bornholm, Lone Kirk, Hotel Skovly, Line Juhl Kronow, Danhostel Sandvig, og Gabriella Jantzen, Restaurant Le Port. Lene Feldthus fra Pyttegården er valgt som observatør.

headerImage

HOLD DIG OPDATERET

Start dagen med HORESTAs nyhedsbrev. Alle hverdage udsender vi rådgivning og relevante branchenyheder til din indbakke.

Log ind