Af Maria Olafsson, politisk chef i HORESTA

Dansk Industris Julie Rokkjær og Morten Høyer skriver i Berlingske 27. april, at museernes skatteforhold kalder på klarhed, og at det ikke må bero på embedsmænds skøn, om der skal betales skat eller ej.

Så langt er jeg enig med DI, men herfra stopper den enighed da også.

For der burde slet ikke være noget at rafle om. Hvis museer driver kommercielle aktiviteter, der ikke har noget med museumsdrift at gøre, skal de naturligvis beskattes på lige vilkår med alle andre. Det undrer mig faktisk, at Danmarks største erhvervsorganisation kan mene andet.

I dag afholder mange museer møder, konferencer og private arrangementer som konfirmationer, bryllupper og runde fødselsdage. 

Det er ikke kulturformidling, men forretning, og det foregår i direkte konkurrence med hoteller, restauranter og oplevelsesaktører, der betaler skat af hver eneste krone, de tjener.

Jeg anerkender fuldt ud museernes rolle som bærere af kulturarven. Den opgave varetager de fremragende. Men museerne skal formidle kultur til deres gæster og ikke tilbyde billige selskabspakker med offentlige kroner i ryggen.

Derfor er løsningen heller ikke at fastholde en bred og uklar skattefrihed. Derimod bør Folketinget præcisere reglerne, så det bliver klokkeklart, at kommercielle aktiviteter uden for det museumsfaglige formål er skattepligtige.

Det vil skabe den klarhed, som både museer og erhvervsliv efterlyser.

Danmark har både brug for stærke kulturinstitutioner og et konkurrencedygtigt oplevelseserhverv. Med tydelige og klare rammer kan vi sikre, at begge dele trives side om side og ikke på bekostning af den ene.

Hotel i Odense udvider med knap 250 nye værelser

Best Western Plus Hotel Odense får 248 nye firestjernede værelser og når dermed op på 552 værelser. Udvidelsen skal styrke hotellets position inden for større møder, konferencer og events.

Bocuse d’Or-profil bliver køkkenchef på Molskroen

26-årige Elisabeth Madsen bliver ny køkkenchef på Molskroen. Hun kommer med erfaring fra Bocuse d’Or, Svinkløv Badehotel og Falsled Kro og skal nu være med til at sætte retningen for kroens gastronomi.

Comwell digitaliserer gæsterejsen med ny app

Comwell Hotels lancerer en ny app, der giver gæster mulighed for selv at håndtere centrale dele af hotelopholdet. Løsningen skal samtidig frigøre tid i receptionen til de gæster, der ønsker personlig betjening.

Log ind