Den nye plan skal gælde for perioden 2026-2029 og beskriver, hvordan kommunen vil sætte rammerne for byens restauranter, barer og natklubber. Til det har HORESTA indsendt et høringssvar med stor bekymring for, om planen skaber de nødvendige vilkår for udvikling.

"København skal være en levende storby, hvor restauranter og barer har mulighed for at udvikle sig, så vores hovedstad er attraktiv at bruge – både som beboer og besøgende. Det må ikke blive et sted, hvor rigide regler klemmer livet ud af byen," siger Maria Olafsson, politisk chef i HORESTA.

Tvivl om bevillinger skaber usikkerhed for virksomhederne
I HORESTAs høringssvar præsenterer vi en række forslag, der bør tænkes ind i den nye plan. Herudover gør vi det helt klart, at vi ikke kan støtte en plan, som indeholder tiltag, der skaber usikkerhed om restaurationernes bevillinger – og dermed forretningsgrundlag. 

Konkret lægger kommunen op til kortere bevillingsperioder og kortere nattilladelser, hvis ikke virksomheden oplyser om ”positive og betryggende initiativer”.

Det mener HORESTA vil skabe stor utryghed for den enkelte erhvervsdrivende, og forslaget er i direkte modstrid med Erhvervsstyrelsens anbefalinger på området.

Planen lægger ligeledes op til at gøre op med almen praksis om, at en alkoholbevilling og nattilladelse kan overføres ved salg eller overdragelse af en virksomhed. 

De kortere bevillingsperioder og en potentiel ændring af praksis for overførsel af bevillinger vil være et alvorligt indgreb over for virksomhederne, der vil medføre retlig usikkerhed, værditab og investeringsmæssig tilbageholdenhed.   

Disse tiltag er ifølge HORESTA helt uacceptable, og vi opfordrer derfor til, at begge forslag fjernes helt fra planen.

Positive elementer
På trods af kritikken ser HORESTA også flere positive elementer i udkastet til den kommende restaurations- og nattelivsplan. Det er opløftende, at kommunen anerkender, vigtigheden af restaurations- og nattelivet for byens kultur, turisme og identitet.

HORESTA glæder sig desuden over, at der fortsat arbejdes for løsninger, der i højere grad renholder byen. I den forbindelse efterspørger vi ikke kun nye affaldsløsninger, men også flere skraldespande, så gæster kan komme af med deres affald.

Læs mere om den nye restaurations- og nattelivsplan her

Log ind