Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Four Points Flex Horsens er blevet DGNB guld-certificeret sammen med området Recharge City i Horsens. Ifølge Core Hospitality markerer certificeringen en milepæl for hotellet og dokumenterer konkrete valg inden for både byggeri og drift.

Peter Haaber, adm. direktør i Core Hospitality, siger, at certificeringen handler om dokumenterede løsninger, som skal forene komfort og ansvarlighed for gæsterne.

Hotellet arbejder blandt andet med affaldssortering i fællesarealer, returordninger for transportemballage, genbrug og donation af inventar, reduktion af plastforbrug samt indsatser mod madspild gennem samarbejde med Too Good To Go.

Desuden spiller DGNB-certificeringen rigtig godt sammen med HORESTAs Green Key-certificering, da Green Key kriterierne fokuserer på at nedbringe ressourceforbrug via styring og adfærd, og DGNB-certificeringen fokuserer på bygningen i form af materialevalg, arkitektur, byggeprocessen og mm.

Flere kæder bejler til nyt hotel på Frederiksberg

En eksisterende bygning tæt ved Flintholm Station kan blive omdannet og udvidet til et nyt hotel. Udvikleren Tanmia er i dialog med flere mulige operatører, mens lokalplanforslaget nu er sendt i offentlig høring.

Nye hoteller løfter overnatningstal i flere kommuner

Ny hotelkapacitet og nye resorts har bidraget til vækst i antallet af overnatninger i flere danske kommuner. Køge topper listen over den procentvise fremgang, mens også kommuner som Sønderborg, Billund og Fredericia ligger blandt de 20 med størst vækst.

Log ind