Om få måneder kan Restaurant Flammen gøre status over 2026.
Restaurantkæden går ind i årets sidste måneder med forventninger om at overgå de stærke resultater fra 2025, hvor Flammen kunne notere rekordhøj omsætning samt høj medarbejder- og gæstetilfredshed.
I et nyt indslag på HORESTA Play fortæller Christian Legarth Lund, driftsdirektør i Flammen, hvordan kæden de seneste år har arbejdet med at styrke kompetencerne i restauranterne.
Kæden har bl.a. investeret i målrettet lederuddannelse og styrket den bagvedliggende organisering mellem restaurant- og køkkencheferne i restauranterne.
Se indslaget med Restaurant Flammen her (artiklen fortsætter under videoen)
For Jennifer Thomsen, der har taget turen fra floor manager til souschef i Flammen Hillerød, er udviklingsmulighederne en stor del af årsagen til hendes arbejdsglæde.
"Det, der gør Flammen til en god arbejdsplads for mig, er, at der er stor mulighed for udvikling og ansvar, samtidig med at vi har et rigtig godt fællesskab - både i den enkelte forretning og på kædeplan," siger hun.
Stærke resultater på flere fronter
I 2025 steg restaurantkædens omsætning med 13 pct., mens overskuddet før skat nåede 31 mio. kr. Samtidig melder kæden om høj medarbejdertilfredshed, og i forhold til gæstetilfredsheden vurderer 98 pct. af kædens spisende gæster deres samlede restaurantoplevelse til enten fire eller fem i kædens såkaldte 'customer satisfaction score', hvor fem er topkarakter.
Ifølge adm. direktør Piet Klein er medarbejderne og deres tilgang til kædens vækstrejse afgørende for, hvor restauranten står i dag.
"Det er i høj grad medarbejdernes fortjeneste og organisationen som helhed. Vi har et stærkt hold på hovedsædet, som kommer med værdifuld erfaring fra forskellige dele af erhvervslivet, og så er vores medarbejdere i restauranterne gode til at adaptere vores strategi til deres konkrete restauranter rundt om i landet," siger Piet Klein.
Han kommer her med sin forklaring på, hvorfor kæden leverer stærke resultater i disse år.
"Jeg tror, vores medvind hænger sammen med, at vi rammer nogle behov, der fylder hos mange. Man vil gerne ud og nyde livet sammen med andre, samtidig med at man er bevidst om, hvad man får for sine penge. Hos Flammen kender man prisen på maden på forhånd, og man har stor frihed til selv at vælge. Den kombination tror jeg betyder meget. Samtidig er der noget for enhver smag, uden det koster en bondegård," lyder det fra Piet Klein.
Han understreger samtidig, at mange gæster sætter pris på restaurantens rolige rammer.
"Man kan komme, som man er, slappe af og være sammen. Et restaurantbesøg må gerne være en oplevelse, der er nem at vælge til - også uden en særlig anledning".
Forventer ny rekord for 2026
Flammen justerer løbende sin vækststrategi. Hvert år i januar samler kæden sine 80 øverste ledere til et stort kickoff, hvor årets strategiske indsats skydes i gang, og lederne får sat retningen for arbejdet i restauranterne.
I 2026 forventer kæden et overskud før skat på 45 til 50 mio. kr. Samtidig fortsætter ekspansionen videre fra kædens nuværende 21 restauranter. Med åbning i Lyngby til november og en restaurant mere i Sverige forventer Flammen at nå 23 restauranter ved årets udgang.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Signe Munk stopper som turismeminister: Ny minister er fundet
27-10-2026
-
Dorte Krak stopper som adm. direktør i Arp-Hansen
27-10-2026
-
Vismænd: Airbnb presser boligpriserne i København
27-10-2026
-
Bühlmann Hotels skal drive kommende hotel i Nordhavn
27-10-2026
-
Nyborg Strand gentager succesfuld inspirationsdag for elever
27-10-2026
-
Jesper Koch overtager historisk hotel på Als
27-10-2026
-
Rødvig Kro & Badehotel henter ny køkkenchef
27-10-2026
-
Internationalt: Leonardo Hotels planlægger stor ekspansion i Norden
27-10-2026